“Melet bliver ikke bedre end den råvare det kommer fra.” Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har hørt min far sige det. Han har ikke en snus forstand på bagning, men at male mel af bedste kvalitet – det kunne han finde ud af. For han tog sig tid til at blive klog på, hvilke typer korn der var de bedste til den kvalitet mel, vi gerne ville lave. Han tog sig tid til at tænke over, hvordan vi dyrker jorden bedst muligt, så den kan blive ved med at levere korn med de bedst mulige kvaliteter i forhold til bagning, ernæring og smag.

Udgangspunktet var altid, at kun en levende jord kan “levere varen” – altså, hele pakken.

For mig har “jord” altid været et næsten magisk emne. Der er så meget, vi ikke ved om jord. Vi har så mange holdninger til, hvordan jorden skal dyrkes – hvilke maskiner der skal bruges, hvilken gødning der skal anvendes – for at sikre bedst og højst mulige udbytte, at vi har tendens til at glemme at jord er biologi. Ligesom menneskekroppen er fysiologi. Når vi som mennesker indtager hurtige kulhydrater (hvidt brød, slik, sodavand), så får vores hjerne et energiboost, så vi kan yde lidt mere i et kort stykke tid. Men vi ved efterhånden allesammen, at vi har brug for langsomme kulhydrater (fuldkornsbrød, grøntsager), for at kunne yde noget på den lange bane. Kostpyramiden og kostrådene er begge fuldkorns- og fibertunge, og det er de, fordi det er vigtigt, at vi sørger for at fodre hele kroppen og ikke kun hjernen – meget firkantet sagt. Men dette billede er vigtigt, for på samme måde er det med jorden. Når vi udelukkende fodrer den med kunstgødning og gylle, kan det sammenlignes med energiboostet, vi får fra hvidt brød. Det giver planterne den næring, de skal have for at kunne leve og reproducere – og dermed give landmanden det udbytte han har brug for – men det bidrager bestemt ikke til en jord der er leveringsdygtig med næring på den lange bane. For meget sukker er som gift for kroppen. Sådan er det også med jorden. For meget letopløselig gødning er som gift for jorden. Den mister balancen og udpines.

For at holde jorden levende og frugtbar skal den – helt ligesom din krop – “fodres” med de rigtige ting. For at vi kan det, må og skal vi acceptere at samspillet mellem jorden og dens mikrobiologi, planter og insekter er unikt, og skal betragtes som et system, hvor helheden er mere end summen af delene. Det forstod Aristoteles for mere end 2000 år siden, så jeg tænker, det er på tide, at vi moderne mennesker accepterer, at “den er go’ nok”, og kommer i gang med at tænke os om. Vi kan ikke blive ved med at ville bestemme. Når vi zoomer ind på enkeltfaktorer, booster nogle få ting eller spreder sprøjtegifte, ender det med at systemet bryder sammen. Det kommer i ubalance, bliver udpint og stresset. Lyder det bekendt? Vi mennesker er afhængige af jorden, og det er derfor afgørende vigtigt, at vi betragter og behandler jorden med samme oprigtige interesse og omsorg, som vi har for vores egen krop. Jeg ser ikke nogen grund til, at vi skal stræbe efter et liv som i science fiction fortællingerne, hvor maden i den “fjerne fremtid” fremstilles syntetisk, og efterlader os med historier om “dengang der fandtes rigtige jordbær”. 

I min verden starter den grønne omstilling altså med, at vi udviser respekt for jorden. Både mulden og kloden. Vi må, og skal, acceptere, at når vi tvinger jorden til at levere fødevarer ved primært at tilføre letomsættelig gødning og sprøjtegifte, så får vi som fortjent. Næringsstofferne i vores mad forringes, når planterne ikke kan hente anden næring fra jorden, end det vi tilsætter. Og det vi tilsætter, er typisk de næringsstoffer, der skal til, for at planten kan gro og give udbytte. Men hvilket udbytte? Et fattigere! – det må der ikke herske tvivl om. En sund og frugtbar jord er levende, og bidrager med vigtig og unik næring til de planter – den mad – der i sidste ende skal ernære os. 

Er økologisk produktion så svaret? En produktion uden kunstgødning og gift er i hvert fald et must. Det, jeg synes, mange glemmer, i debatten om “øko eller ikke øko” er, at uden en levende jord, kan vi ikke blive ved med at høste den mad, vi tager så uendeligt for givet. Uden en levende jord dør f.eks. vores bestøvende insekter – og så er det slut med ca. tre fjerdedele af den mad, vi tager for givet. Uden en levende jord er vi – pretty much – på spanden. Holdningen om “ikke at tro på økologi” er forældet. Gift er gift. Kunstgødning er kunstig, og kan aldrig sammenlignes med den gødning, der kommer fra et flerårigt sædskifte med både kulstofbevarende og kvælstoffikserende planter, evt. suppleret med husdyrgødning eller kompost. Der er masser af veldokumenteret, god og praktisk anvendelig viden om, hvordan vi driver vores landbrug på en bæredygtig vis. Det er ganske vist ikke nødvendigvis en måde, der passer til et grådigt forbrugssamfund med 30 pct madspild, men det passer til et samfund, der har omtanke for fremtiden og respekt for jorden. Og det er den vej vi må gå, for at sikre, at de kommende generationer også har en levende jord at leve på og af.

Så lad os gøre noget ved det.