(WordPress fortæller mig, at det tager 12 minutter at læse dette indlæg. Så er du forberedt.)

Den 14. august 2023 var en mandag. En almindelig mandag. Jeg havde lige – helt exceptionelt – haft ferie i fire uger og stod foran at starte på arbejde samme morgen. Men da jeg satte foden på kanten af badekarret og bøjede mig indover benet med skraberen klar i hånden, skete der “noget” i ryggen… Og det gjorde ondt. Virkelig ondt – og det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg måtte ind i seng igen.

De næste dage gik det ikke godt. Min gåtur med Tess blev til 200 m på 20 minutter. Jeg lå i sengen det meste af dagen. Besvimede af smerte en morgen. Alle var omsorgsfulde og bekymrede. Solen skinnede. Jeg havde klaustrofobi. Jeg fik morfin og nervemedicin og kom ud på terrassen at ligge. Jeg var til læge. Til kiropraktor. Igen og igen. Bertram havde sabbatår og blev min uundværlige privatchauffør. Alle rystede på hovedet og sagde “diskusprolaps”. Jeg fik fortalt, at langt de fleste prolapser (ca. 90 pct.) heler af sig selv og kan behandles med træning. Jeg mistede følelsen i benene. Kunne stadig gå, men benene var som om de var pakket ind i en tyk neoprendragt. Alt var langt væk. Jeg var langt væk. Jeg sparede kræfter sammen hele dagen til at blive kørt til vandet – til Fjordmosen – hvor jeg blev hjulpet over stenstranden ud på badebroen. Det daglige havdyp var mit et og alt. Mødet med vandet, naturen, solnedgangen og omsorgen fra min familie var et lykkeligt lysglimt i min morfin- og smertefyldte krop. Det kølige vand lindrede smerten og i en lille halv times tid kunne jeg mærke alt omkring mig. Jeg fik øjnene op for alt det smukke, vi var omgivet af. Der. I Fjordmosen. På Als. Og jeg tog billeder af det hver dag.

De dage jeg kunne gå en lille tur, tog jeg også billeder. Og når jeg hvilede i haven eller på socialiseringssengen i køkkenet, kiggede jeg på billeder. Jeg lavede dagbogsnoter i kalenderen, for dagene flød sammen. Og tiden gik. Det eneste sikre var, at vi ikke vidste, hvad der var galt. Det eneste sikre var, at det ikke rigtig blev bedre. En dag blev jeg kørt til scanning og fik så endelig bekræftet, at jeg havde en – eller rent faktisk to – diskusprolapser i lænden. Og så fik jeg en forklaring og en brochure, hvori der stod, at langt de fleste (ca. 90 pct) af alle diskusprolapser heler af sig selv efter 2-3-6 måneder. Og så ventede vi. Og håbede inderligt på, at prolapserne ville hele af sig selv, så jeg ikke skulle opereres.

Jeg har et positivt sind af natur. Jeg er måske ikke den mest tålmodige person, men jeg kan, når jeg skal. Og så er jeg taknemlig. For rigtig meget. Jeg er inderligt taknemlig for min dejlige familie, som var – og er – sammen med mig hver dag og ser det hele. Alt fra skiddenbrunt til lattermildt. Tak for Bertram som trådte til i tide og utide. Når Bertram ikke kunne, så kunne Bertrams Ana. Tak for min far som kørte mig til Middelfart igen-igen og hyggesnakkede hele vejen. Vi spiste smørrebrød på Guldkronen for at fordøje beskederne fra kirurgen. Tak for min mors kærlige “tjek-ind”-opkald som var en daglig gave. Tak for Albert og Kyles uforbeholdne omsorg og gåturene og Martins kærlighed og tålmodighed – og – tak for også at være omgivet af dejlige, dejlige venner og kolleger. Både dem jeg så næsten dagligt og dem der var med mig på distancen. 

Jeg skrev om dem på Facebook:

“Tilsammen er I mine ledestjerner. I passer på mig. I er omsorgsfulde og lyttende og fjollede og kloge og kærlige og sjove og jeg er så taknemlig for at have jer.”

Jeg vænnede mig på en måde til morfinen og startede på arbejde igen. Nogen timer hver dag, når dagsformen var til det. Hjemmefra. Liggende i køkkenet på solsengen, som jeg havde overtaget fra en veninde. Jeg pyntede døråbningen med en festguirlande. Jeg nød udsigten. Og jeg måtte lynhurtigt indse, at sengen ikke var min alene. Den flyttede ind og fik kælenavnet “Socialiseringssengen”. Til glæde for alle.

Men jeg var også langt væk fra kolleger og snak på kontoret. Det var svært at være del af et team, når der ikke er corona og alle alligevel sidder hjemme. Og så var jeg tiltagende langt væk i mit hoved. Efter tre måneder spurgte jeg, om det var normalt, at alt var mudder. Og lægen svarede “Nej”. Jeg besluttede mig for at stoppe med morfinen. Måtte indse, at jeg nok var blevet afhængig. Ufrivillig junkie. Nødtvungent. Sikkert var det, at jeg havde taget morfin alt for længe. Morfin er til akutte smerter i et begrænset tidsrum, blev jeg fortalt. Ikke en man bliver venner med og slet ikke en man skal glæde sig til. Jeg trappede ud på eget initiativ. Lidt for hurtigt. Og mødte abstinensernes rå og kolde angstskrig om nåde. Fik smerter, kvalme, diarre og hallucinationer. Jeg ringede til min mor og sagde “Hjælp mig”. Og hun kom. Og talte mig igennem de sidste tåger.

I november blev jeg tilbudt operation. For intet ændrede sig. Og jeg var ung og stærk, sagde de, og prolapserne perfekte til operation, sagde kirurgen. Bare ind og ud igen. Vupti. Jeg tænkte over det og sagde ja. Og så ventede vi. Jeg fortsatte med at arbejde hjemmefra. Og tog flere billeder.

Jeg endte med at opstille regler for fotografi. De gælder stadig. Jeg har altid min telefon med mig, så det er også den, jeg tager billeder med. Jeg bevæger mig i forhold til motivet og bruger ikke zoom. Jeg arbejder med lyset som det er og som telefonen ser det. Jeg efterbehandler aldrig billederne eller piller ved farverne, beskærer, lægger filtre på. Jo – hvis billedet er godt og horisonten er pivskæv, så retter jeg den op. Men ellers ikke. Jeg bruger ikke stativ, men holder vejret i tusmørket eller med blikket rettet mod nattehimlen, månen over havet eller fyret på Ærø. Og så tager jeg mange, mange billeder. Og bruger lang tid på at vælge det bedste. Sammenligne. Mærke efter. Dem der giver sug i maven er rigtige. Det er dem, jeg sender til mine venner. Den proces blev et af mine holdepunkter i månederne, hvor jeg var mere eller mindre bundet til vores dejlig ø. Og det viste sig at være en gave. Naturen på og omkring Als er ganske enkelt vidunderlig.

Tilbage til operationen. Datoen blev flyttet fra januar til marts pga en tandbyld, der krævede dobbelt antibiotikakur. Og mens tiden gik, blev jeg mør. Jeg blev klar. Min bekymring for operationen fortonede sig i glæden over det, der ventede. Jeg glædede mig til at blive mig igen – og til at være en ubesværet del af mit og min families, mine venners, mine kollegers liv igen. Jeg glædede mig til at blive en del af den hverdag, der fløj forbi mig i susende fart. Jeg glædede mig til ikke længere at være “ude af syne, ude af sind”.

Omkring 90 pct af alle diskusprolapser heler af sig selv – og det er kun ca. 10 pct, der ender med en operation. Min operation den 11. marts 2024 gik fint. De gik ind fra venstre side i begge hvirvler og selv om den ene prolaps var dobbeltsidet, så håbede kirurgen, at det var nok til at tage trykket. Alt var godt. Det var ukompliceret.

Når man er endt blandt de 10 pct, der skal opereres, dukker en ny procentsats op. Nemlig de 5-7 pct., der får en uforklarlig reprolaps i løbet af de første 2-3 uger efter operationen. Og det var desværre der, jeg landede… Og et øjeblik virkede det uretfærdigt og urimeligt og ubegribeligt og alt muligt med “u” foran, som ingen af os havde lyst til var virkelighed eller havde brug for efter alle de måneder. Ikke min familie. Ikke mig. Ikke min arbejdsplads.

Og selv om det var nedslående og næsten umuligt at overskue, så var der rent faktisk en flig af lys og håb. Den ene prolaps var jo fikset og var helet superfint, viste det sig. Og så var der det faktum, at jeg havde gode odds igen!! En reprolaps er nemlig ligesom en ny prolaps. Dvs. der var 90 pct chance for at den helede af sig selv og kunne behandles med træning, træning, træning.

Så vi krydsede fingre for, at oddsene var med mig denne gang. 

I slutningen af april startede jeg langsomt op på arbejde igen. Jeg gik tur i slotsparken i frokostpausen for at “købe lidt ekstra siddetid”. Jeg gik til genoptræning. Svømmede næsten dagligt i havet sammen med Martin eller Caro. Vi mødte brandmænd og skrubbede os med sand. Vi svømmede langt ud. I stille vand. I store bølger. Dykkede ned i det grønne lys og begræd det manglende liv på havbunden. Mærkede havstrøm og vind.

Jeg læste Alkymisten. Igen. Jeg følte mig forelsket i livet og nød det hele en tand mere end normalt. Jeg forkælede min familie med bagværk. Min mor forkælede os alle med lagkager. Jeg cyklede hver morgen og trænede sammen med Ju. Vi gik til fester igen. Jeg blev introduceret til havkajak og mødte havet på en helt ny måde. Bærende. Levende under mig. Og da jeg kom ombord på en sejlbåd var det kærlighed ved første blik. Jeg overtog en robåd og Albert og jeg lærte at ro. Min far byggede en tømmerflåde og vi badede fra den, indtil den gik i opløsning. En veninde udfoldede sit malertalent og jeg var med på rejsen fra skitse til udstilling. Jeg kom med på familieferie i Frankrig og det var vidunderligt. Vi kørte langsomt gennem Europa og nød det.

Bertram og Ana flyttede til Aarhus. Vi savnede dem. Hverdagen efter ferien bød på flere timer på arbejde. Det var dejligt at vende tilbage til kollegerne for alvor og mærke deres energi. Dejligt at mærke fællesskabet. Jeg er stolt af min mor som kæmper mod sygdom med træning. Stolt af min far som har genfundet arbejdsglæden. Vi holdt konfifest for Albert og samlede hele familien og vennerne i en gylden efterårsskov. Kyle blev forelsket og mærkede livets første store sus. Martin og jeg vendte næsen mod svømmehallen og svømmede baner. Jeg lærte at crawle. Jeg lærte at lave is. Som en nørd med smag for det lækre. Lærte at forstå sukker og “MSNF” og “scoopability” og og hvorfor to ligninger med to ubekendte er alfa og omega for et velbalanceret produkt. Siden har jeg fyldt menneskene omkring mig med gode isoplevelser.

Jeg samlede alle mine naturbilleder i en bog og tænkte over livet. Og blev forundret over, hvor meget dejligt der kom ud af de 16 måneder, det tog at få styr på prolapserne.

…

Jeg har stadig ondt. Men ikke i benene. Rygoperationen er vellykket og den ny prolaps er der styr på, så længe jeg bliver ved med at træne og holde mig stærk. Muskler er frihed, og jeg mærker det, og det glæder mig og min familie. Jeg har ondt i hoften på grund af en skade, jeg fik ikke længe før diskusprolapserne og som fik ro i al den tid, jeg ikke sad ved et skrivebord. Det gør jeg nu. Og jeg har stadig tilgode at se, hvor det ender.

Da min verden blev lille og stod stille, blev den samtidig fyldt med glæde og kærlighed og et væld af livsbekræftende oplevelser og ny viden. Jeg stod stille længe. Følte mig sat tilbage til Aristoteles verdensbillede med jorden som stationært centrum og resten af galaksen i bevægelse omkring den. Men livet stod ikke stille. Selv inde i min tidsbobbel blev jeg ældre. Synligt. Forventeligt. Men også underligt uønsket og lidt provokerende faktisk. Som de første ømme teenagebumser i ansigtet. Jeg har nu et forrygende flerfarvet gråt-hvidt-brunt hår sammen med lidt pludder og gæller i et hav af kærligt sammenflettede smilerynker. En ny æra er begyndt.

Jeg oplevede og mærkede livet på en anden måde end jeg har gjort længe i perioden siden den 14. august 2023. Jeg har gjort mig et utal af erfaringer. På godt og ondt. Jeg har fået bekræftet, at et positivt sind giver mulighed for at finde lys og håb, hvor der er mørke og smerte. Jeg har mærket, hvor heldig jeg er at være omgivet af mennesker, jeg elsker og som elsker mig tilbage. Jeg har også erkendt – helt ind i mit inderste – hvor vigtigt det er, at vi passer på vores jord, vores vand, vores natur. Sammen.

Det er en tid, jeg på forunderlig vis er endt med ikke at ville have været foruden. Det blev en måde at opleve på, der giver mig store forhåbninger til tiden fremover. Det er vitterligt aldrig for sent at se på livet og kendte omgivelser med nye øjne. Heri ligger en af de største opdagelsesrejser, sådan som Proust har fortalt os det. Det er aldrig for sent at lære nyt. Det er aldrig for sent at udfordre sig selv. Det er aldrig for sent at sige ja – til nye venskaber, nye eventyr, ny viden, gammel kærlighed. Stort som småt.

Jeg tror på, at i det små finder vi det, der er vigtigt. Kærlighed. Livsglæde. Taknemlighed. Nysgerrighed. I det små finder vi inspiration og mod til at gøre noget stort.

Hvis altså vi ser det.

Hvis vi siger ja.

Og tak.