Disse snacks er altid et hit. Som værtindegave, som “festligt indslag”, på mine kurser og derhjemme. Brødstængerne fungerer fantastisk som en appetizer overalt. Det er blevet en tradition, at jeg har en stor portion brødstænger med til vores lokale Sankt Hans Bål ved Voigt Strand på Als. Og det tager ca. 5 minutter, fra vi kommer ned på stranden, før alle har spist en brødstang.
Nu får I opskriften, og så kan I være med til at sprede en moderne tradition.



Brødstænger – og mange af dem
(Bemærk: dej af 1 kg mel giver ca. 80-90 stk (svarende til seks plader), så du kan godt “nøjes” med 500 g mel – MEN – hvis du nu f.eks. gerne vil bage en lille portion boller også, så giver det god mening at lave dej af 1 kg mel.
Dej
700 g øko.stenkværnet fintsigtet mel (jeg brugte Øland)
300 g øko.fuldkornsmel, stenkværnet (Øland igen)
700-750 g vand
10 g øko.gær (20 g hvis det skal gå hurtigt)
20 g salt
Fyld
Rød pesto og fintrevet parmesan
Fremgangsmåde
Æltning
Bland de tørre ingredienser. Smuldr gæren i melet og tilsæt salt og vand. Bland og ælt dejen, på bordet (eller i røremaskine ved lav hastighed), til den er blank og smidig.
Hævning
Lad dejen hæve i skålen (under klæde), til den når dobbelt størrelse.
Forvarm ovnen på 240 grader varmluft.
Formning
Skrab dejen ud på et meldrysset bord. Del den i tre lige store klumper og arbejd først videre med den ene.
Pres klumpen let ud til ca. A5 str. Dejen er altså stadig ret tyk. Fordel pesto og parmesan på hele dejens overside (vær ikke nærig, ellers bliver dine brødstænger kedelige) og fold 1/3 af dejen ind over sig selv. Gør det samme med modsatte side (forestil dig at du skal folde et A4 ark, så det passer i en af de smalle rudekuverter :)). Pres nu “dej-pakken” lang og flad – forsigtigt og uden at flænse dejen. Drys lidt mel på bordet og på dej-pakken overside, så den ikke hænger fast i bordet eller din hånd.
Nu skærer du max. 1 cm brede strimler af dejen med din dejskraber. Hver strimmel snos forsigtigt og strækkes så den passer på din bageplade, på den lange led. Husk at lægge bagepapir på bagepladen. En tredjedel dej giver brødstænger til to plader, så du skal igennem tre bagninger, hvis du har valgt at lave brødstænger af et kilo mel. Så snart pladerne er fyldt med brødstænger, sættes de i den varme ovn. Stængerne skal ikke efterhæve. På den måde bliver de nemmere sprøde og knasende, uden samtidig at miste deres seje, brødagtige “bid”.
Bagning
Brødstængerne skal bage i ca. 12 min., hvis de er tynde – nogle minutter mere, hvis du har fået dem lavet lidt tykkere.
Rigtig god bagelyst – og husk: vi #elskerbrød







