Jeg har fået en pose purpurhvede (fuldkorn) i værtindegave og den skulle testes. Smukt mel – med masser af smag, skulle det vise sig. Krummen fik også et anderledes lilla-agtigt skær (selv om det er svært at se på billedet) og var både silkeblød og luftig. Jeg startede med 20% – næste gang må jeg højere op (jeg tænker 50% som fordej og dernæst en test med surdej), så den kommer helt til sin ret.
Langtidshævede Purpurlapper med Manitoba og Øland på maskine
Dej:
- 200 g Purpurhvedemel, fuldkorn
- 200 g fintsigtet Manitobamel
- 600 g fintsigtet Ølandsmel
- 7 g gær
- 20 g salt
- 870 g koldt vand
- Solsikkekerner til drys og bund
Fremgangsmåden
- Dejen blandes til den er ensartet. Lad den hvile i 20 min og stræk og fold den forsigtigt ind over sig selv “hele vejen rundt i skålen”. Gentag efter 30 min.
- Sæt dejen til hævning – køligt (ikke køleskab, hvis det kan undgås) natten over.
- Forvarm ovnen til 240 grader varmluft.
- Skrab dejen helt fri af skålens sider og lad den hvile i skålen, mens ovnen bliver varm.
- Fordel et tyndt lag vand på bordet. Hæld solsikker på og skrab dejen ud af skålen, så den fordeler sig på solsikkekernerne. Drys også lidt på dejens overflade.
- Stik dejen ud til passende stykker, som sættes på bageplader beklædt med bagepapir.
- Sæt pladerne i ovnen og bag stykker i ca 20 min. Giv damp ved indsætning og vend pladerne 180 grader efter 10 min.
- Afkøles på rist og nydes i selskab med andre – uhm!

